Ældre i Kommune Kujalleq kan nu komme i dialog med ældretalsmanden gennem webbaserede skærme. Ældretalsmanden har nemlig indgået en samarbejdsaftale med Kommune Kujalleq, som stiller kommunikationsudstyr til rådighed til dialogen mellem ældretalsmanden og ældre i kommunen.
– Vi er i kommunen ved at undersøge muligheden for et projekt med at koble mødestederne for ældre i Nanortalik, Narsaq og Qaqortoq til internettet, så de ældre kan få mulighed for at tilgå deres MitID, e-boks og hvad de ellers måtte have behov for gennem deres smartphones. Det er derfor belejligt, at vi nu kan indgå aftale med ældretalsmanden, så hun kan komme i dialog med vores ældre i Kommune Kujalleq, siger borgmester Stine Egede.
Forpligter hinanden
Dermed bliver Kommune Kujalleq som den første af kommunerne, der griber ældretalsmandens opfordring til at stille lokaler og mødeudstyr til rådighed for ældre, der måtte ønske at komme i kontakt med ældretalsmanden.
– Det er jo dyrt at rejse i vores langstrakte land, og derfor er jeg virkelig begejstret for, at jeg i samarbejde med Kommune Kujalleq kan komme i tættere dialog med ældre i kommunen, hvor vi kan se hinanden i øjnene, selvom vi befinder os i hver sin by. Det første dialogmøde med ældre i Nanortalik, Narsaq og Qaqortoq vil ske torsdag den 5. februar. Tanken er at sprede dialogen med ældre gennem webbaserede udstyr til andre kommuner, siger ældretalsmand Kiista P. Isaksen.
I samarbejdsaftalen forpligter parterne sig til at afhjælpe generelle udfordringer for ældre i Kommune Kujalleq gennem webbaserede møder mellem ældretalsmanden og ældre.
Kommune Kujalleq stiller lokaler og videokonference- og Teams-udstyr til rådighed til møderne mellem ældretalsmanden og de ældre, og som modydelse vil ældretalsmanden stå for planlægningen af møderne og vil løbende orientere Kommune Kujalleq om mødernes udfald.
Møderne, der vil have en varighed på knap to timer, vil i første omgang ske en gang om foråret og en gang om efteråret.
På billedet ses ældretalsmanden og borgmesteren efter underskrivelsen.