Offentlig hjælp

Offentlig hjælp

Alle voksne borgere har pligt til at forsørge sig selv og sin familie i det omfang det er muligt. Hvis ikke det er muligt, enten i en periode eller mere permanent, kan du som borger søge om at få hjælp af det offentlige. Det kan for eksempel være i forbindelse med dødsfald, sygdom, ledighed, barsel eller skilsmisse. Offentlig hjælp er således et økonomisk sikkerhedsnet for alle mennesker, der opholder sig i Grønland.

Vær opmærksom på, at informationerne om offentlig hjælp er generelle og omhandler ikke kun ældre.

Der er to former for offentlig hjælp: Akut hjælp og hjælp til faste udgifter og forsørgelse.

Akut hjælp skal dække dine helt basale behov. Det kan for eksempel være mad og husly. Akut offentlig hjælp er med andre ord en slags overlevelseshjælp, du kan få, hvis det pludseligt bliver nødvendigt.

Enhver, der opholder sig i Grønland, har ret til at få offentlig hjælp ved akut trang. Det betyder, at både danske og udenlandske statsborgere har ret til akut hjælp, hvis det bliver nødvendigt.

Hjælpen skal dække dine helt basale behov. Det kan for eksempel være økonomisk hjælp til mad og husly. Akut offentlig hjælp er med andre ord en slags overlevelseshjælp og kan ikke strække sig over en længere periode. Hjælpen vil oftest være et engangsbeløb.

Betingelser
For at du kan få akut hjælp, skal du have svært ved at forsørge dig selv eller din familie, fordi du har været ude for en social begivenhed. Det kan for eksempel være, at:

  • din ægtefælle dør
  • du bliver syg
  • du bliver ledig
  • du bliver skilt
  • eller du går på barsel.

Bemærk
Vil du søge om akut hjælp, skal du henvende dig til den kommune, du opholder dig i. Hjælp til faste udgifter og forsørgelse er som regel en længerevarende økonomisk hjælp, som skal dække dine faste udgifter. Det kan for eksempel være dine udgifter til el, vand, og varme. Herudover indeholder den offentlige hjælp også et underholdsbeløb til forsørgelse af dig og din familie.

Betingelser
For at du kan få offentlig hjælp til forsørgelse og faste udgifter skal du:

  • have fast bopæl i Grønland
  • være tilmeldt folkeregisteret
  • have været ude for en social begivenhed, for eksempel sygdom, barsel, ledighed eller samlivsophør
  • ikke have mulighed for at forsørge og betale de faste udgifter for dig og din familie.

Derudover skal du enten:

  • have dansk statsborgerskab
  • være gift med eller senest har været gift med en dansk statsborger
  • eller være omfattet af aftaler med andre lande eller internationale organisationer

Og så skal du også enten:

  • være ledig og ikke have et rimeligt tilbud om et arbejde og være aktivt arbejdssøgende
  • være syg eller på barsel og derfor ikke stå til rådighed for arbejdsmarkedet
  • eller være vurderet uarbejdsdygtig på grund af tilpasningsproblemer eller dårligt helbred

Takster
Størrelsen på den offentlige hjælp beregnes på baggrund af dine godkendte faste udgifter. Det kan f.eks. være til husleje, el, vand og varme. Du kan også få støtte til andre faste udgifter, hvis kommunen vurderer, at det er nødvendigt.

Herudover indeholder den offentlige hjælp også et underholdsbeløb til forsørgelse af dig og din familie.

Sammenlagt kan der som hovedregel maksimalt ydes et beløb svarende til 65 % af mindstelønnen til en ikke-faglært lønmodtager efter SIK’s overenskomst.

I visse tilfælde vil din offentlige hjælp blive reduceret:

  • Har du arbejde nogle dage, mens du får offentlig hjælp, trækkes dine indtægter fra din offentlige hjælp
  • Er du gift eller samlevende, og har samlivet varet mere end et år, beregnes størrelsen på din offentlige hjælp ud fra jeres fælles indtægter. Det vil sige, at din ægtefælles eller samlevers indtægter, som for eksempel løn, uddannelsesstøtte, barselsdagpenge, arbejdsmarkedsydelse eller pension, bliver trukket fra din offentlige hjælp
  • Er du selv skyld i, at du er blevet arbejdsløs, kan du som udgangspunkt kun få dækket halvdelen af dine faste udgifter og underhold. Du vil i så fald få hjælpen som naturalhjælp. Der vil blive taget hensyn til dine børns behov.

Har du behov for offentlig hjælp i mere end 14 dage, har du krav på at få udarbejdet en handleplan. En handleplan beskriver, hvad du kan gøre for at forbedre dine muligheder på arbejdsmarkedet.

Ansøgning

Det er forskelligt fra kommune til kommune, hvordan du skal søge om offentlig hjælp. Almindeligvis skal du bestille en tid hos en sagsbehandler. Afhængig af, hvilken form for offentlig hjælp, du søger, skal du for eksempel også:

  • udfylde et ansøgningsskema
  • dokumentere for tidligere indtægt, for eksempel i form af lønsedler
  • vedlægge dokumentation for dine udgifter, for eksempel husleje, elregning, renovation, daginstitutionsregning og varmeregning.

Når du søger om offentlig hjælp, er det vigtigt, at du medbringer de rigtige papirer. Det vil lette sagsgangen og sikre, at du får det rigtige beløb udbetalt.

Hvilke papirer du skal medbringe til kommunen, afhænger af hvilken social begivenhed, der har forårsaget, at du ikke kan forsørge dig selv og din familie.

  • Er du blevet skilt skal du medbringe dine separationspapirer
  • Er du arbejdsløs, og har du ikke mulighed for at modtage arbejdsmarkedsydelse, skal du medbringe en skrivelse fra din arbejdsgiver, der forklarer, hvorfor du er blevet ledig
  • Er du syg, skal du medbringe en lægeerklæring som dokumentation for sygdommen
  • Skal du på barsel, skal du medbringe dokumentation om forventet fødselstidspunkt

Har du alle papirerne klar, når du vil søge, går det hurtigere med at få din sag behandlet.

Lovgivning

Landstingsforordning nr. 15 af 20. november 2006 om offentlig hjælp

Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 4 af 15. marts 2007 om udbetaling af offentlig hjælp, handlingsplaner, rådighed m.v.

Scroll to Top

Aasaanerani sulinngiffeqarneq

Aasaanerani sulinngiffeqarneq pissutigalugu 27. juli 2026-miit 14. august 2026 ilanngullugu matoqqassaagut.

Piffissami tassani saaffiginnissutit tiguneqartut 17. august 2026-mi uterfigineqarumaarput.

Tamassi aasarsiorluarnissassinnik kissaappassi paasinnissimanissinnullu qujaffigalusi.

Inussiarnersumik inuulluaqqusilluta

Utoqqaat pillugit oqaaseqartartoq

Ferielukning

Vi holder sommerferielukket fra 27. juli til og med 14. august 2026.

Henvendelser modtaget i perioden vil blive behandlet, når vi er tilbage igen 17. august 2026.

Vi ønsker alle en god sommer og takker for jeres forståelse.

Med venlig hilsen

Utoqqaat pillugit oqaaseqartartoq