Kristoffer Egede, der er social- og sundhedshjælper og som har specialiseret sig inden for demenssygdomme, holdt foredrag om demens på Ældretalsmandens sekretariat på Kulturnatten. Han arbejder på alderdomshjemmet, og vi fulgte op på hans foredrag med nogle spørgsmål for at få indblik i hans arbejde med demente.
– Under dit oplæg kom du ind på, at der er fire stadier af demens, hvor Parkinson demens og Huntingtons demens kan være omfattet. I Danmark er Alzheimers sygdom den hyppigste demenssygdom – hvad er den hyppigste demenssygdom i Grønland?
KE: – Alzheimers demens er som i andre lande langt den hyppigste demenssygdom i Grønland, og aldersmæssigt indtræder sygdommen forskelligt. Det er et spørgsmål om, hvilken livsstil man har og på hvilket stadie af livet man er ramt af sygdommen, og derfor afhænger sygdommens indtræden individuelt fra person til person.
– Du nævnte også, at den demente skal igennem syv stadier fra vedkommende får tegn på demens til vedkommende når til sidste stadie. Det vil altså sige, at vores måde at henvende os til den demente som pårørende og omsorgspersoner må afhænge meget af, hvilken stadie den demente er nået til – er det korrekt?
KE: – Når du googler og læser alskens nærmest utallige informationer om demenssygdomme, kan du læse, at der kun er fire stadier. Jeg har på baggrund af mit arbejde i demensafdelingen indsamlet viden igennem flere år og har skrevet om syv stadier. Ja, stadierne af sygdommen afhænger meget af familiens opfattelse af, hvordan tingene forholder sig. Pårørende ved nogle gange ikke, hvilken stadie sygdommen er nået til, og i sådanne tilfælde ved pårørende ikke, hvordan de skal tackle den demente, når denne bliver svær at få kontakt med. Og da dette skaber utryghed blandt pårørende, giver det anledning til uvished om den dementes velbefindende.
– Du nævnte, at vores uvidenhed om demens også kan give anledning til splittelse i familien. Hvordan opstår splittelsen?
KE: – Ud fra den viden og erfaring, jeg har fra samtaler, oplæg, oplysningsarbejde og mine rejser på kysten, har pårørende svært ved at sætte ord på splittelse i familien. Alligevel hænder det, at jeg møder en søn eller en datter til en dement, der erkender at have for lidt viden om demens. Splittelse, hvor pårørende end ikke kan mødes ansigt til ansigt, opstår, når enkelte familiemedlemmer føler sig forbigået i forbindelse med arv, der blandt andet omfatter bolig, hus og pengearv.
– Du nævnte også, at uvidenhed blandt nogle omsorgspersoner blandt andet kan medføre, at der bliver talt ned til demente, men at bedre oplysning om demens blandt omsorgspersoner har ført til, at de demente er blevet mere trygge. Hvordan vil du vurdere viden om demente på alderdoms- og plejehjem?
KE: – Jeg mener, at der fortsat er alt for lidt viden på alderdoms- og plejehjem, og der er fortsat alt for lidt viden om demens. Jeg vurderer fortsat omsorgen, kommunikationen, arbejdet og viden om hjernens funktion for at være for lavt. Blandt andet kan personalet udøve meget magtanvendelse. Mange giver udtryk for deres manglende viden, når jeg holder oplæg og når jeg er på rejse. Personalet tager selv emner op om sproglig og fysisk magtanvendelse, som de har været nødt til at anvende, når de føler, at de ikke slår til i deres omsorg. En dement kan eksempelvis i forsøget på at blive forstået blive vredladen, og dette kan ende med sammenstød, hvor omsorgspersonen bliver nødt til at anvende magt i forsøget på at forsvare sig.
– Du nævnte, at antallet af mindre eller svært demente i Nuuk er omkring 150. Hvordan finder du frem til tallet?
KE: – Jeg fik tallet oplyst fra demenskoordinatorerne.
– Du oplyste også den manglende udredning blandt demente. Vil det sige, at de demente ikke bliver undersøgt ordentligt?
KE: – Ja, mange demente bliver ikke udredet for deres sygdom – især er den manglende udredning udbredt i de mindre byer, og mange vurderes på baggrund af gætværk. Mange personer bliver anbragt blandt demente uden at have været udredt for demens.
– Du nævnte også, at medicinering af demente i Nuuk er blevet nedtrappet siden 2016. Hvordan har den lavere medicinering påvirket de demente?
KE: – Ja, de demente føler sig mere forstået, oplever mere kontakt, bliver roligere, og de får opfyldt deres daglige behov. Dette gælder især på alderdomshjemmet i Nuuk, men der gælder andre forhold ude på kysten.
– Du er social- og sundhedshjælper og har specialiseret dig inden for demens. Hvorfor har du valgt at arbejde med demente?
KE: – Jeg har efterhånden som jeg har fået mere viden, ved at kigge indad og ved at tilpasse mig fundet ud af, at jeg er forstående og egner mig til at drage omsorg for demente. Jeg trives med at arbejde med demente, for jeg har erfaret, at der fortsat er stort behov for viden, læring, oplæg, oplysning og hjælp blandt pårørende og venner.