Demenssygdomme
Forskellige demenssygdomme
Mere end 200 forskellige sygdomme kan medføre demens. Nogle af sygdommene er dog meget sjældne. De sygdomme, der kan medføre demens, kan inddeles efter typen af sygdommen.
Alzheimers sygdom er den hyppigste demenssygdom, men der er mange andre sygdomme, der kan forårsage demens.
De hyppigste demenssygdomme er de fremadskridende såkaldte degenerative sygdomme. Denne gruppe er årsag til ca. 70 procent af demenstilfældene. Det er sygdom, som ofte indebærer, at bestemte typer af hjerneceller går til grunde. Til denne gruppe hører: Alzheimers sygdom, Frontotemporal demens, Lewy Body demens og sjældne demenssygdomme.
Kilde: alzheimers.dk
Demensfaser
Der er tradition for at opdele forløbet af demens i tre faser svarende til tre grader af demens. Opdelingen er rent beskrivende, og i praksis er det vanskeligt at skelne mellem de tre faser:
Let demens
Den kognitive svækkelse medfører kun let forringelse af funktionsevnen i hverdagen. Rutineprægede dagligdags- og fritidsaktiviteter kan stadig gennemføres og muliggør en stort set selvhjulpen tilværelse. Komplekse opgaver som brug af offentlig transport, uvant teknologi eller internet volder dog ofte problemer.
Moderat demens
Den kognitive svækkelse medfører en betydelig forringelse af funktionsevnen. Patienten kan ikke længere klare sig i hverdagen uden hjælp fra for eksempel en rask ægtefælle og/ eller kommunale støtteforanstaltninger – blandt andet hjemmehjælp, dagcenter, hjemmesygeplejerske og madudbringning. Patienten kan sjældent lades alene i længere tid ad gangen.
Svær demens
Den kognitive svækkelse betyder, at patienten er helt afhængig af hjælp fra andre. Flytning til plejebolig vil ofte være nødvendig. Regelmæssig overvågning vil også være nødvendig.
Den relative fordeling af let, moderat og svær demens varierer med alderen. I de ‘yngre’ aldersgrupper er der relativt mange med let demens og i de ældre aldersgrupper ses en højere andel af svært demente. Et internationalt ekspertpanel (Dementia UK Report) har anslået, at let demens på tværs af aldersgrupperne udgør ca. 55 % af alle demenstilfælde, moderat demens udgør ca. 32 % og svær demens udgør ca. 12-13 %.
Kilde: videnscenterfordemens.dk