En rundringning fra Ældretalsmandens sekretariat viser, at de ældre fortsat mangler hjælp til at få MitID. Ældretalsmanden vurderer, at manglende oplysningskampagne fra det offentliges side har udelukket mange ældre borgere fra brugen af service, der kræver MitID.
Ældretalsmand Inga Egede finder det problematisk, at ældre borgere fortsat har problemer med MitID den dag i dag.
- Den manglende oplysningskampagne ved indførelsen af MitID har ramt de ældre hårdest. De ældre er i forvejen udfordret på mange områder, og nu bliver de bebyrdet yderligere fra det offentliges side på grund af manglende oplysningskampagne om MitID. Ældre har fortsat udfordringer med MitID, selvom de er tilmeldt det nye elektroniske identifikationsmiddel. Derfor bør det offentlige have særligt øje for, at de ældre bliver hjulpet, så de kan klare sig så godt som muligt i den digitaliserede hverdag, siger Ældretalsmand Inga Egede.
Svigt fra det offentliges side
Ældretalsmanden mener, at vejledninger om MitID på relevante hjemmesider ikke er tilstrækkeligt – og slet ikke, når der henvises til mitid.dk, som er dansksproget, idet langt de fleste ældre udelukkende er grønlandsksprogede, og mange er svagtseende.
- Nogle ældre vælger endda at se helt bort fra eksistensen af MitID, fordi de ikke kan overskue at bruge det, fordi der er krav om internet og applikationer på et fremmedsprog med hver deres koder, og oveni det er der koder eller nøglekort til NemID og MitID, som man skal holde styr på.
- Når ældre udelukkes fra brugen af MitID, er de eksempelvis nødt til at møde personligt op i banken og betale 50 kroner for en enkelt pengeoverførsel. Måske har de ovenikøbet på grund af deres gangbesværede tilstand måttet køre i taxa eller bus, og nogle vælger endda at hæve hele deres pensionsudbetaling på en gang, hvilket kan bringe de ældre i fare for tyveri.
- At overlade de ældre til at søge hjælp hos pårørende og fremmedsprogede hjemmesider, når de bliver udfordret med MitID, er derfor svigt fra det offentliges side. Der bør derfor igangsættes en gennemgribende oplysningskampagne for de ældre, siger Ældretalsmand Inga Egede.