I dag markerer vi FN’s Internationale Ældredag, dagen hvor vi retter vores opmærksomhed mod Grønlands ældre og deres betydning for vores familier, vores samfund og vores fælles historie.
Kære ældre i Grønland
Hvis ikke I havde været her før os, ville vi, jeres børn, børnebørn og efterkommere, ikke være her i dag.
I har gennem jeres liv været med til at skabe og forme det Grønland, vi kender i dag. I har arbejdet, taget ansvar, opdraget børn, hjulpet andre og været med til at føre vores sprog, kultur, traditioner og værdier videre til nye generationer.
For alt dette skylder vi jer en stor tak.
At blive ældre betyder ikke, at man ikke længere har noget at bidrage med. Mange ældre ønsker fortsat at være aktive i samfundet, dele deres erfaringer og bruge deres kræfter og viden til gavn for andre.
Andre har brug for mere støtte, omsorg og hjælp i hverdagen. Det skal vi som samfund kunne rumme.
Alle skal have mulighed for at leve et trygt og værdigt liv, også når man bliver ældre.
Derfor skal vi møde vores ældre med respekt, værdighed og omsorg.
Ældres rettigheder er en del af menneskerettighederne. Det handler ikke kun om pension, pleje og praktisk hjælp. Det handler også om retten til selvbestemmelse, fællesskab, tryghed og om at blive hørt og taget alvorligt.
Vi skal blive bedre til at lytte til vores ældre.
For jeres livserfaring, viden og fortællinger er en vigtig del af vores fælles arv. De kan være med til at give de kommende generationer forståelse for, hvor vi kommer fra og inspiration til, hvor vi skal hen.
Vi skal derfor skabe et Grønland, hvor der er plads til alle generationer.
Et samfund, hvor børn, unge, voksne og ældre ikke står hver for sig, men er en del af det samme fællesskab.
Når vi respekterer vores ældre, respekterer vi samtidig vores egen historie og vores fælles fremtid.
På denne Ældredag vil jeg derfor sige:
Tak for jeres arbejde. Tak for jeres omsorg for familier og lokalsamfund. Tak for den viden og de erfaringer, I har givet videre. Og tak for det Grønland, som I har været med til at skabe.
Vi bliver alle ældre.
Den måde, vi behandler vores ældre på i dag, er derfor også med til at forme det samfund, vi selv skal leve i i morgen.
Til alle ældre i Grønland:
Hjertelig tillykke med Ældredagen.
I er en vigtig del af vores fællesskab.
Jeres liv betyder noget.
Jeres erfaringer betyder noget.
Og jeres stemmer skal høres.